#18 – 2017-02-25 – Untag my heart

Jeg blev i sin tid inviteret til Facebook af min spejderveninde Julie. Det er nok lidt over 10 år siden? I lang tid var hun min eneste forbindelse på den blå, kedelige version af MySpace.

MySpace var kaos og kaos var lækkert for en ung mand som mig. Jeg var medlem af et indieband og gik i bukser så stramme, at det gjorde en lille smule nas at bukke sig. Dengang kunne man sådan set ikke få for mange muligheder for selviscenesættelse^[1]. Fordi MySpace tillod HTML i profilers tekster, kunne du med lidt vold og Notepad tvinge din profil til at se hæslig ud – men hæslig på din helt egen måde.

Ved siden af MySpaces vildskab syntes Facebooks kontrol mærkeligt kedeligt. Det var først da jeg begyndte på universitet i Århus, at mine besøg på Facebook begyndte at tage til. Med et helt nyt sæt venner og helt nye fester at tage til, blev Facebooks billedegallerier det, der trak.

Når man ikke kan kontrollere, hvordan ens profil tager sig ud med rabiate CSS-hacks, må man gøre det med indhold.

Jeg har haft en Facebookkonto hele mit voksenliv. Og gudskelov ikke længere tid end det. Tænk sig, at have haft en siden man fyldte 13 og måtte. Og selvom jeg skriver voksenliv, kan jeg alligevel grave det her billede frem af mig, der drikker improviseret ølbong af en bundløs Kildevæld-flaske sammen med Rasmus, der råber Spring Break så højt han overhovedet kan^[2].

Og det er ikke engang det eneste billede på Facebook af mig, der drikker ølbong. Jeg kan bare ikke finde de andre, for jeg har untagget mig på stort set alt. Jeg har faktisk forsøgt over flere omgange at slette så meget historik som muligt.

Jeg ville ønske, jeg kunne slette min Facebookkonto. Jeg har ikke én enkelt grund til den følelse. Men jeg tænker tit på det. Jeg kommer dog altid frem til, at jeg skal bruge den. Jeg bruger deres Messenger, jeg følger min søns dagpleje, og jeg administrerer et par Pages.

Udover det er det faktisk med en underlig form for stolthed, at jeg kan sige, at jeg er ret ligeglad med, hvad der sker på Facebook.

Jeg har mange gange gået mine privatlivsindstillinger igennem. Jeg kan ikke huske, hvad jeg har sat dem til, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har overvejet hver enkel af dem. Jeg poster næsten aldrig på min Timeline og endnu bedre: Jeg ser sjældent, hvad andre poster på deres. Det er lækkert. Så, selvom det piner mig, jeg ikke helt kan hive stikket til platformen, så glæder det mig, at jeg i det mindste kan være bevidst om min egen tilstedeværelse på siden og ligeglad med de fleste andres.

Hvis du selv gerne vil holde Facebook lidt ud i strakt arm, kan jeg kun anbefale det. Måden er at gøre en aktiv indsats. Her er et par forslag:

• Log ud af Facebook i din default browser. Hvis du er logget ind, følger Facebook med dig rundt, hvorend der er Like-knapper, og bruger dataene til at vise dig de helt rigtige super fede reklamer. Og hvis du ikke er logget ind, så gør de det alligevel. Samtidig er det super besværligt at skulle logge ind hver gang, så måske ender du med slet ikke at gøre det.
• Lav en dedikeret Fluid-app kun til Facebook. Sæt eventuelt dens adresse til facebook.com/messages, så du ikke lander midt i feedet og bliver fristet. Med betalingsversionen af Fluid, kan du sætte den op til at have cookies for sig og ikke dele dem med Safari. På den måde er det lidt sværere for Facebook at tracke dig rundt og lidt sværere for dig, bare at taste adressen ind i den browser, der burde pege på noget, du burde lave.
• Brug messenger.com i stedet eller en dedikeret Messenger-app som fx Caprine.

Jeg gør de her ting, og alligevel falder jeg sommetider i. Når jeg ankommer til almindelig, dødelig Facebook med et ærinde, springer et eller andet semi-spændende mig altid i øjnene, og fem minutter senere lukker jeg tab’en uden at have klaret mit ærinde. Aktiv indsats.

Er du endnu mere hardcore/afhængig, kan du med UserStyles^[3] skjule feedet på Facebook. På den måde skal du manuelt gå ind på profiler for at se, hvad de skriver.

Facebook kan være godt. Men de eneste jeg hører det fra, er dem, der har investeret en masse energi i at unfollowe størstedelen af deres bekendtskaber. Det virker mærkeligt at bruge tid på at slibe en distraktion, så den skærer dybest i din opmærksomhed. Men så vil jeg hellere bruge min tid på noget andet^[4].

🖥 Mikkel

Som altid bliver jeg glad, hvis du svarer, og endnu mere, hvis du fortæller en ven om nyhedsbrevet eller tweeter om det.