#25 – 2017-04-30 – Totalteatret @mikker
Før forleden havde jeg haft den samme Twitter-avatar siden juni 2011.
Jeg skifter sjældent, men det overrasker mig alligevel, det er så længe siden.
Det føles som om, det koster noget at skifte. Jeg læser Twitter mange gange i løbet af dagen[1], og mange af dem, jeg følger, kender jeg ikke i virkeligheden. Mange af dem jeg kender i virkeligheden, kender jeg fra Twitter først. Mark fx kalder jeg lige så tit for marks – selv til hans ansigt. Folk kalder mig for mikker hele tiden.
De personers visuelle form for mig er ikke deres ansigtstræk, håndbevægelser når de gestikulerer, smilehuller, måde at kigge på deres telefon, mens de har en samtale, det at de i virkeligheden ikke en enhjørning. Den består af et kvadratisk billede, de selv har valgt og måske sådan en fornemmelse for, hvordan de vælger at sætte deres tegn, når de skriver dem i bundter af 140 ad gangen.
En ny avatar på en profil, man har fulgt længe kan føles helt off. Som da din klassekammerat kom tilbage fra sommerferie med en helt ny, helt meget …ny… frisure. Det tager lige en dags tid at komme sig over, at det der før var leverpostej nu er ostereje.
Det er derfor jeg ikke tager så let på det. Men nu var det altså blevet tid.
2017-mig er immervæk en anden person end 2011-mig. Der er nok ikke mange af de atomer, jeg bestod af i 2011, som stadig er med. Og mine 2017-atomer har et andet job, en søn – og endnu vildere: et nyhedsbrev.
Twitter føles ret meget som mig. Måske det det, der gør, at det er mit foretrukne sociale medie stadigvæk. Facebook synes fx overhovedet ikke som mig. Det gjorde det engang, men når jeg kommer derind nu, er det som dengang, jeg var til Danish DJ Awards[2] – der er fest, og folk ser ud til at more sig kosteligt, men jeg kan slet ikke finde ud af at befinde mig der OG i min egen krop på samme tid.
Inden længe bliver den nye avatar til den man kender, og man glemmer helt tingene var anderledes engang. Billedet bliver det visuelle mærkat på totalteatret @mikker. Der er ikke nogen spørgsmål længere – det er bare sådan, det er.
🖥 Mikkel
