#27 – 2017-05-20 – Så mangler du bare en banjo
Jeg ved ikke med dig, men min internetoplevelse har det sidste halve års tid været plastret til med reklamer for MasterClass. Jeg tror, det startede med Werner Herzog’s kursus i film. Den første gang jeg overvejede at investere i et, var Deadmau5’ musikproduktionskursus. Da jeg så, Steve Martins comedykursus, købte jeg adgang med det samme.
Kurset var ok. Muligvis mest fordi jeg elsker Steve Martin. Steve’s selvbiografi er en af mine favoritbøger. Favorithvadsomhelst. Så meget at jeg læser den en gang hvert andet år godt og vel. Eller – det er løgn – i virkeligheden hører jeg den i den formidable lydbogsversion, som Steve selv læser op og – ikke mindst – spiller banjo mellem kapitlerne på.
Jeg blev født godt 5 år efter Steves sidste stand-up-optræden, så jeg var slet ikke klar over, det var der, han var startet. Jeg kendte ham kun fra film i fjerneren. Det var først da Warberg fortalte mig nogle af hans jokes, og jeg piratede nogle af hans gamle stand-up-plader, at jeg blev fan.
Faktisk var det lige præcis, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Jeg var selv begyndt at optræde, og jeg vidste få ting om, 1) hvad jeg lavede og 2) hvad jeg ville lave. Men jeg vidste, at jeg ville lave noget, der var anderledes.
Og det var Steve. Hans optræden var helt igennem fjollet. Der var ingen rød tråd, ingen større formål, ingen sure miner. Bare dejlig, uskyldig fjol. Og Steve der tydeligvis lavede noget, han selv syntes var morsomt. Den røde tråd (hvis man insisterer på at finde en) var Steves karakter, der, på uforklarlig vis, bare var sjov.
Hvis publikum gik derfra, en anelse i tvivl om, hvorfor de havde grint så meget. Hvis de dagen efter, forsøgte at gengive noget sjovt fra showet, og ikke kunne leve op til det, men var nødt til at feje det til siden igen med et “Ja, man skulle nok have været der”; Så var det perfekt.
Sådan var Steve og sådan ville jeg være.
I en lang periode – måske et år eller mere – tænkte jeg altid på Steve Martin lige inden jeg gik på scenen. Og dengang var det mindst en 2-3 gange om ugen.
Jeg har aldrig hørt fra nogen, at de kunne se, jeg forsøgte at kanalisere så meget Steve Martin som overhovedet muligt, men jeg kunne selv mærke det.
Det er sådan set også lige meget, om man kunne se Steve Martin gennem mig. Det vigtige var, at jeg havde en, jeg kunne imitere.
Når man først starter på noget, aner man (selvfølgelig) ikke, hvad man laver. Dét afskrækker mange, og så sidder de 10 år efter og siger, de er kede af, de aldrig fik lært at spille klaver. Som om en eller anden ekstern kraft nægtede dem at lære det.
Ira Glass taler om det i nogle klip om historiefortælling: Når du starter kan du intet, men du har din smag. Så du laver en masse ting vel vidende, at det ikke endnu er godt. For det fortæller din smag dig. Men med tiden bliver du bedre og bedre, og før eller siden kan du leve op til din smag.
All of us who do creative work we get into it because we have good taste. Like, you want to make TV because you love TV. Because there’s stuff that you really just love. So you get into this thing like there’s a gap. That for the first couple of years you’re making stuff what you’re making isn’t so good. It’s not that great. It’s trying to be good. It has ambition to be good. But it isn’t.
But your taste, the thing that got you into your game – your taste is still killer. And so you can tell that what you’re making still is disappointing to you. You can tell that what you’re making is still sort of crappy. A lot of people never get past that phase. A lot of people they quit. #
Mens du er dårlig, kan det være en stor hjælp med nogen, du kan imitere. Et fyrtårn i mørket, så du i hvert fald har en retning, du kan famle dig i, når du tager skridt efter skridt ud i den fantastiske oplevelse, det er at lære noget nyt.
🖥 Mikkel
Hvem imiterer du?
