#3 – 2016-11-11 – Filterbobbelkongen Bobbel

Jeg ved ikke med dig, men jeg var 100% overbevist om, at Trump ikke ville vinde. Måske fordi folk med forstand på den slags (skulle man tro), havde fortalt mig igen og igen, at det var så usandsynligt – nærmest latterligt.

Jeg fik også at vide, at der var masser af steder på Facebook, hvor folk var helt overbeviste om, at han ville vinde. Ekkokamre, sagde de, hvor uoplyste racister råbte af omverdenen og tog forskud på deres sejr over de etablerede og eliten.

Filterboblen gjorde, at de kunne blive så overbeviste. Fordi Facebook kun viser dem deres venners holdninger, ser de kun pro-Trump-nyheder, og overbeviser derfor sig selv om, at det går perfekt. Ha ha, hvor er de dumme, at de ikke kan se ud af deres skøre boble og kigge i aviserne. Alle os, der læser aviser ved, at Trump ikke har en jordisk chance for at vinde. Vi ved det! Vi er oplyste!

FiveThirtyEight sendte meningsmålinger ud med Hillary på 80%. Det er så sikker, som man kan være, uden at satse hele biksen – ligesom de gjorde det på The Guardian med 99%. Selv Hillary var så godt som sikker:

Jeg har trofast lyttet til Trumpcast det sidste halve års tid. I en blanding af, at være totalt fyldt op af valgkamp og stadigvæk føle mig forpligtet til at følge med, var Trumpcast mit ene tilvalg, så jeg kunne retfærdiggøre at fravælge de fleste andre artikler. Det har flydt med indhold, om hvor klam Trump er, og hvor latterligt det ville være, hvis man overhovedet kunne forestille sig han vandt.

Da jeg tændte for DR2 onsdag morgen, var min første følelse: “Det er løgn?!”. Og den næste var følelsen af, at min egen klamme filterbobbel punkterede og kollapsede omkring mig, som et klamt, koldt, halvvådt tæppe. Hold da kæft, så var det krafteddeme MIG, der ikke kunne se virkeligheden.

Jeg, aviserne, mit Twitterfeed, hele min omgangskreds, de danske medier, de udenlandske medier.

Så hvad gør jeg? Jeg har ikke lyst til at være i en bobbel? Jeg har bestemt heller ikke lyst til at skulle holde øje med 4chan eller Gab.ai for at kunne føle mig oplyst.

Det føles vildt mærkeligt at se andres Facebook-feed. Eller Twitter-feed for den sags skyld. Man danner sig en forståelse af sit feed, for man kigger på det hundredevis af gange i løbet af ugerne, og hver eneste stemme har man selv inviteret indenfor.

Twitter er mit Twitterfeed. Jeg kalder det Twitter, og du kalder det Twitter, men i virkeligheden er det to forskellige ting. Så når jeg ser andres Twitterfeeds, så føles det næsten som en parallelverden. Som om tjenesten er mig utro. Som i Her, da han finder ud af, alle har en affære med Scarlett Johansson. (📯 SPOILER ALertnej, nu er det vist for sent.)

Filterboblen er tydelig, når man er indeni andres. Selv dem jeg er allernærmest både netværks- og meningsmæssigt. Deres bobbel er en anden. Og dermed deres virkelighed. Men er det virkeligheden?

Det er mærkeligt at lytte til podcasts udgivet før tirsdag nat, så selvom jeg (altid) er bagud i min podcastkø, er jeg hoppet frem i et par, for at høre reaktioner. Her er et par interessante:

• Slate’s Trumpcast: The Morning After – Sårene bliver slikket. 1) Han vandt og 2) Nu skal vi køre i 4 år mere.
• On The Media: Now What? – On The Media var heller ikke fans. Hvad gør medierne nu efter at have taget så meget fejl?
• Planet Money: The Trump Indicators – Hvad skete der med det amerikanske marked, da det gik op for alle, at Trump ville vinde?

Jeg overvejer at tilføje en slags comments section til COMPUTERS, så hvis du har kommentarer, kan du bare svare her. Så vil jeg eventuelt inkludere dem i næste udgave. Læserbreve, hva? Nu har jeg aldrig.

🖥 Mikkel