← Flere udgaver

#38 – 2018-02-03 – 5min.dk anno 2018 (Part 1)
Oplagt
Oplagt

5min.dk er et domæne jeg købte for over 9 år siden. Kort efter tænkte jeg, jeg burde bruge det til et eller andet, og så lavede jeg et æggeur.

Uret har været overraskende populært. Jeg ved det mest fra de gange, den har været nede, og folk har råbt op om det. Det er fra den tid, single serving sites opstod som en modreaktion mod hjemmesiders uoverskuelighed. Pludselig kunne alting komme på nettet, så det skulle det. Alting havde blokke af 10pt tekst og multi-niveau drop-down-menuer. Da Google kom på banen var den stort set blanke forside nærmest provokerende simpel. Nu om dage er det gået op for de fleste, at man selvfølgelig ikke bare kan stille alle varerne ud på græsplænen og regne med, folk selv finder det, de skal bruge.

Der kan ske meget på 9 år. Heldigvis glemmer Git aldrig: I aller første version[1] var sidens serverdel skrevet i programmeringssproget PHP. Et sprog jeg allerede var på vej væk fra, så senere samme år skrev jeg den (tilsyneladende) om i Ruby. Det var nok i virkeligheden slet ikke nødvendigt med en decideret dynamisk serverdel, så et års tid senere skrev den om (igen) til blot at køre i browseren. Og sådan forblev den til den dag, Jacobs æg blev ufrivilligt hårdkogte.

Og prøv lige at kigge på den?! Den skriger på et Total Mikker Makeover™.


Og således går vi i gang: Jeg har oprettet et Glitch-projekt til os og skrevet første runde i mappen 01. Jeg tænker, vi deler processen op i et par dele og tilføjer lidt efter lidt. I første omgang har jeg:

  1. Sat projektet op som en lille bitte Node-server (Det er mest Glitch-teknikalitet.)
  2. Bygget interfacet påny i ren html.
  3. Fundet og indsat en række ikoner, vi kan bruge til at indstille ur og forskellige indstillinger.

Du finder det her:

5min.glitch.me/01 (Source)


Det er uhyre sjældent, jeg laver noget som helst i Sketch før jeg åbner min editor. Det føles aldrig rigtig narturligt at designe responsivt i et program, der kræver statiske bredder. Så med mindre, jeg fatter pen og papir, eller skal lave noget decideret grafisk som et logo eller ikon, kan jeg bedre lide at springe direkte til interface. Og Tachyons gør det kun endnu nemmere.

Hvis du har skrevet CSS før, er du muligvis ved at eksplodere over mine u-semantiske class-attributter? Tachyons er et rimeligt nyt, rimeligt kontroversielt CSS-framework. Hvis man kan kalde det det – det er i virkeligheden mere et koncept end et framework. Det føles rigtig skørt de første par dage. Men jeg har aldrig kigget tilbage. Hvis du er nysgerrig (eller provokeret), vil jeg anbefale denne formidable artikel om baggrunden, CSS and scalability. Hvis du er ligeglad, så er det virkelig også helt fint.

I næste runde tilføjer vi Javascript og vækker u(hy)ret til live! Derefter tænker jeg, vi tilføjer presets, Dark Mode, lyd (til Bøtter) og måske noget helt fjerde, du kan finde på? Hvis du har lyst, er du meget velkommen til at forke og skrive din egen version.

🖥 Mikkel


  1. Læg mærke til, runde hjørner krævede et jQuery-plugin. Det var tider. ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: