← Flere udgaver

#63 – 2021-04-27 – Sammenkvast kuvert

Den første computer jeg købte, byggede jeg selv. Alle delene individuelt udvalgt og betalt for med penge, jeg havde tjent som flaskedreng i Kvickly Vestbyen.

Det må have været i 2001 eller 2002.

I 2007 købte jeg min første MacBook. Den hvide, i plastik, der var først med overgangen til Intel-processorer. Man kunne skifte ram og harddisk i den. Åbne den op med en helt almindelig skruetrækker. Det var vist den sidste MacBook, man kunne det med.

Jeg havde nærmest glemt, hvad delene i en computer hedder efter 15 års tid[1] med Macs, hvor det bare ikke har været så relevant. Jeg nød at købe så små og sammenkvaste bærbare så muligt, og elskede, at jeg bare kunne smide dem i en kuvert og løbe om bord på toget for at fare ud i livet som ungkarl.

Apples nye iMacs er ekstremt sammenkvaste. De er som Iben Hjejle, der er ikke ét eneste gram fedt for meget[2].

CPU, GPU, RAM, harddisk? De sidder allesammen på den samme system-on-a-chip-chip[3], Apples egen M1. Jeg synes, de er enormt rappe.

Men…

Det seneste år, halvandet, er jeg faldet pladask tilbage i en gammel hobby: førstepersons skydespil. Mere specifikt Battle Royal-baserede multiplayerspil. 100+ spillere kastes ud over en ø. Sidste mand i live vinder. Og til den slags er det nødvendigt med en PC. En dedikeret grafikprocessor, en højfrekvens skærm, Windows.

Og dermed kom en genopdagelse af en af glæderne ved computer. Jeg har bygget og ombygget. Jeg har overclocket og undervoltet. Jeg har deshroudet og bestilt 3d-printede mods på Ebay. Jeg har set flere YouTube-videoer med grafer over termisk performance, end jeg nogensinde har set grafer før.

At bygge – og genbygge – min gamer-PC var en vidunderlig genopdagelse af, hvor og med hvad man går på kompromis, når man køber sin sammenkvaste Mac. Men også en fornyet beundring af, hvor stort et vidunder det er, at de får så meget performance ud af så lidt.

Tænk, de behøver ikke engang være grimme nu om dage.

PC

Jeg er helt skuffet over, hvor godt den virker nu, så jeg ikke får lov at bygge mere.


Men Windows, hva? Hvorfor sker der intet der? Den eneste forbedring, der er sket de sidste 20 år er, at man nu kan køre noget der ikke er Windows ovenpå.

🖥 Mikkel


  1. omg tid flyver ↩︎

  2. Casper og Mandrilaftalen, jo. ↩︎

  3. chip chip churra! ↩︎

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: