← Flere udgaver

#65 – 2021.06.05 – Indad – Læs online

Der er et citat a la,

Ingen ligger på deres dødsleje, og tænker, “gid jeg havde brugt mere tid på arbejdet.”

Jeg aner ikke, hvor det stammer fra, men det er en klassiker i artikler med titler som “25 rules to live by from old, basically already dead, people”.

Bag det ligger en god pointe: Brug din tid på dem og det, du holder af i stedet for at slave afsted på kontoret for at nå en eller anden arbitrær deadline, sat af din chef, fordi han havde et hul i sin Outlook-kalender der. Før du ved af det, er dine børn ikke børn, og de eneste der ringer, er uambitiøse journalister, der vil skulke sig til en artikel.

Jeg stødte på citatet igen i dag, og i et eller andet forsøg på en form for hyper-tunet pragmatisme, spurgte jeg, indad, om det nu i virkeligheden også altid er rigtigt?

Det er sandt, at det ville være ærgerligt at gå glip af børn eller samlevere, fordi man tager all-nighters på kontoret, working for the man. Men der er vel en modpol?

Jeg er i virkeligheden mere bange for at ende på mit dødsleje, fortrydende at jeg ikke brugte mere tid på arbejdet.

Selvfølgelig ikke på bekostning af familien. Men de der timer, der er til overs, når børnene (langt om længe) er faldet i søvn.

Alt er kommet nemt til mig i mit liv. Jeg har praktisk talt ikke mødt en eneste udfordring. Altså sådan en rigtig udfordring. Det er umuligt at sige, om jeg ville have overkommet en, havde den meldt sig. Det har efterladt mig med en hjerne og arbejdsmoral, der er styret udelukkende af, hvad der falder den ind. Jeg har kun fat i min opmærksomhed med fingerspidserne, og kan med nød pege den i ønsket retning. Enten arbejder den med 3x hastighed, fordi den er på sporet eller med 0,2x hastighed, fordi den tænker på noget andet.

Det har frustreret mig, og det har frustreret folk, jeg har arbejdet sammen med.

Derfor er min frygt nærmere at kigge tilbage på mine forrige 80 år og tænke, “hvorfor gjorde du dig egentlig aldrig umage, Mikkel?”

Jeg arbejder for Elastic, ansat til lige omkring 37 timer om ugen, og det er ikke dem, jeg har tænkt mig at fordoble. Det er dejligt, det er et job, flotte penge, gode forhold, dygtige kollegaer, hov, så var klokken 16, vi ses i morgen.

Det arbejde jeg frygter for, er det andet. Mit rigtige arbejde.

Introspektion har ledt mig til, det jeg skal, er at underholde. Det er ikke så mærkeligt, jeg faldt så hurtigt i stand-up, da jeg prøvede det, for det er den mest intense version af at underholde. Sig noget sjovt. Nu.

Jeg elsker også at lære ting og ikke mindst at lave ting. Men spørger jeg mig selv hvorfor? og hvorfor? igen, så ender Sokrates altid med konklusionen, at det er for at vise frem.

(Jeg føler, jeg her bør undskylde for at være et skrækkeligt menneske. Det er blot min natur.)

Jeg ser i virkeligheden mine “sideprojekter”, 10er, Kortsluttet, Sprinkles, nyhedsbrevet her, som underholdning. Nogle af dem er nemme at forstå i den kontekst, andre skal måske forklares. Jeg, Mikkel, viser noget, jeg kan, og verden, publikum, kigger eller ler eller klikker på knapperne – og universet opsnapper energien, og putter det direkte tilbage i hjernen på mig. Det er smukt. Den sidste ramme i universe brain meme’et – det er mig, der modtager applaus.

Det sidste års tid har min opmærksomhed været opsat på at blive god til skydespil. Og det er jeg blevet, bevares. Min superkraft, hvis jeg har en, er at jeg er god til at lære ting til husbehov. Du ved: jack of all trades, master of none. Og lod jeg min hjerne løbe efter sine lyster, som en tegneseriehund efter et egern, ville den sige, vores hovedmål i livet, lige nu, var at blive rigtig meget, endnu mere, bedre til Call of Duty.

Højtempo skydespil er vidunderlige for min hjerne. Det er nærmest meditativt, en form for zen, for det kræver, du ikke tænker på andet imens. Det kræver fuld koncentration. Og samtidig er det fyldt med små sejre, skyd en modspiller, saml et godt våben op. Mikro- og makrobelønningerne flyder i en sanselig overdådighedsfest, du ikke kan kigge væk fra. Der er så mange dele af det, man kan øve sig i, blive god til, og måske endda vise frem.

Tilsat det, har jeg genfundet nogle gamle venner, som jeg spiller med, mens vi taler om løst og fast og sommetider meget konkret om de fjender, der skyder på os.

Det kunne, med flid og lidt held, blive en karriere. At underholde med skydespil. Det lyder skørt, hvis du ikke er inde i det. Men sådan vil du nok også kunne overraske mig med, hvordan én af dine interesser er nogens levevej. Yay, internet.

Tænker jeg det til ende dog, er det ikke det, jeg vil.

Og det er måske i virkeligheden min udfordring. At lede min opmærksomhed i den rigtige retning. I retningen af flere timer på kontoret. I retningen af at gøre mig umage. Og gøre mig umage med de rigtige ting.

Så tiden ikke kommer til at gå og gå, år efter år, indtil jeg bliver ringet op af en doven fremtidsjournalist og spurgt, om der er noget, jeg fortryder på mit dødsleje, og jeg vil fortælle dem, at jeg skulle have brugt nogle flere timer på kontoret.


🖥 Mikkel

Kunne du lide, hvad du læste?

Modtag et mindst lige så lækkert brev
hver fredag (langt fra) hver uge: